Baggrund - 2020 uden alkohol

Gå til indhold

Hoved menu:

Baggrund

Alkoholfrit 2020, hvorfor nu det? Tja, hvorfor ikke...

Lige nu, efter nytåret taler alle om hvid januar, en måned uden alkohol. Hvorfor det hedder hvid januar, har jeg ikke kunnet finde ud af. Men det er lidt uambitiøst med kun en måned.

Min beslutning om et "hvidt" år er truffet efter at have overvejet det i et halvt års tid. Jeg er svært glad for gin & tonic, og da Holte Vinlager Hørsholm havde en annonce i Ugebladet Hørsholm, hvor de reklamerede med bl.a. alkoholfri gin, begyndte en idé langsomt at danne sig i mit hoved. Samtidig kom Heineken med busreklamer for deres 0,0 alkoholfrie øl.

Jeg har et fornuftigt forhold til alkohol. Mit forbrug ligger langt under det anbefalede antal genstande pr. uge, men alligevel er jeg lidt nysgerrig efter at se, hvilken virkning den manglende alkohol får på mig.

For at have helt klare retningslinjer, har jeg lavet en kontrakt med mig selv, hvor der også er nogle undtagelser; jeg har givet mig selv ret til 3 gange at fravige planen, da jeg ved, at der kommer nogle festlige begivenheder i det kommende år, og der vil jeg have lov til at holde fri - hvis jeg har lyst til det. Der er også en række andre undtagelser, men det fremgår af kontrakten, som findes andet sted her på siden.

Jeg vil i løbet af perioden kaste mig ud i at smage på diverse alkoholfrie alternativer til øl, vin og spiritus. Mine oplevelser på det område vil blive beskrevet i test-menuen. Hvordan jeg har det dag for dag, vil jeg skrive om i dagbogen. Jeg har ikke tænkt mig at missionere, og vil på ingen måde dømme andre, der ikke kan eller vil holde en alkoholfri periode.

Og for dem, der ikke kender mig:

Jeg hedder Peter, og er en mand på snart 52 år. Jeg er en livsnyder, som er glad for mad og drikke. Jeg er (desværre) forsynet med et samlergen, som er yderst aktivt. Det har resulteret en ret stor beholdning af whisky, rom, gin og portvin, da jeg har købt og fået langt mere end jeg drikker. Vinreolen er også ret godt forsynet. Det betyder også, at mine gæster altid kan få et godt glas; mit alkoholfrie år skal ikke gå ud over andre.
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu