Bobler - 2020 uden alkohol

Gå til indhold

Hoved menu:

Bobler

Test
Jeg har tidligere beskrevet den hvide variant. Nu er det roséen. Rivani ZERO Alcohol Sparkling Rosé. Der er en umiskendelig duft af jordbær og sødme i duften lige når man åbner den. I glasset går det meget søde af, og jordbærene får selskab af syre fra ribs. Smagen har et let præg af jordbær og andre røde bær. Den bliver beskrevet som let crémet af Supervin.dk, og det kan jeg til fulde tilslutte mig. Den står flot lyserød i glasset med lette bobler, og beder om at blive drukket. Det er ikke svært at efterkomme det ønske. Den koster 90 kr. eller 70 kr. ved køb af 6 flasker. Det er den værd. 
 
Gran Baron Alcoholfree er et godt alternativ til champagne. Jeg fik den nytårsaften, og den passede perfekt til kransekagen. Boblerne er fuldstændig som i en champagne. Smagen er halvtør/halvsød, alt efter hvordan man nu ser det. En markant smag af grønne æbler med et et hint af citrus/lime. Den kan også bruges på en varm sommerdag, enten som velkomst eller bare et glas i utide. Den kan købes i Kvickly Allerød og Superbrugsen i Hørsholm, sikkert også i andre af COOP's butikker. Den koster normalt ca. 80 kr. flasken, men er jævnligt på tilbud til 40 kr. eller 2 for 80 kr. (jaja, det er samme pris, men nogen gange behøver man ikke at købe 2 flasker for at få den lave pris)
 
Rivani Zero Alcohol er en dejlig frisk mousserende hvidvin med smag af æbler, lime/citrus, og melon i eftersmagen. Supervin i Hjørring, som sælger den, har godt nok en lidt anden beskrivelse: 

"Lys gul med friske grønne nuancer – og lystigt perlende. Næsen er herlig frisk og eksotisk med ungdommelige noter af citrus og passionsfrugt. I munden smagfuld med cremet “mousse”. Delikate strejf af sødme i den læskende finish."

Okay, vi er ikke helt uenige.

Den koster normalt 90 kr. flasken, men kan ved køb af 6 flasker fås til 60 kr. indtil den 8. juni 2020. Jeg overvejer, om den skal hjem til Casa de Slotsbakken. Men den findes også i en rosé, som står i køleskabet...
 
Anmeldelse afventer reaktion fra sælger, da indholdet af flasken på ingen måde svarede til beskrivelsen på hjemmesiden. Indholdet røg direkte i køkkenvasken. Det må være en fejl.

Update: Det var en fejl. Jeg har fået en ny flaske uden beregning, og det var noget helt andet. Vi har her at gøre med en Chardonnay, som er halvtør til tør, måske lidt som en Cremant. Jeg fik en italiensk mixer hjem samtidig, og den blev hurtigt blandet op. Men jeg har flere flasker, så skal nok komme med lidt flere detaljer. 
 
Så er der bobler, søde bobler. En rosé lavet på muscat druen. Laurent Truffer Rosé fra Frankrig. En sødmefuld omgang, både i  duft og smag. Det er de røde bær, der dominerer smagen, især jordbær. Den vil være god til en dessert, en tung chokoladekage med vanilieis f.eks. Den vil helt sikkert også kunne nydes iskold på terrassen til sommer som et glas i (u)tide. Købt hos Supervin i Hjørring. Den koster 70 kr. flasken, eller 50 kr. ved køb af 6 stk. 
 
Dagens test er i det festlige hjørne. REMA1000 havde op til nytår en side i deres reklameavis, hvor den venstre del var alkoholfrit og den højre del med alkohol. I venstre side var Freixenet, som nok mest er kendt for deres sorte, matslebne flasker med Cava. Men de laver også alkoholfrie vine. Denne flaske er en alkoholfri mousserende hvidvin. Jeg fristes til at kalde den Cava, men det må man nok ikke, så det lader jeg være med. Den er med rigtig korkprop, spændt fast med ståltråd, da der er tryk i flasken. Når den er åbnet, får man duften af noget sødt. Søde modne grønne druer. Derfor blev jeg overrasket over smagen, som er halvtør, med smag af citrus/lime, og med en tør eftersmag. Man er ikke tvivl om, at det er et glas vin, man har drukket. Boblerne er ganske fine, og afviger ikke fra den Champagne, jeg fik til maden nytårsaften. Den er velegnet som ledsager til mad, hvor man normalt ville servere en Cava, Champagne eller lignende. Hvis jeg ser den i butikken igen, køber jeg den helt sikkert, også selvom den er dyrere end de 35 kr. jeg gav for den. I kan læse mere om den her. (åbner i et nyt vindue)
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu