Dagbog - 2020 uden alkohol

Gå til indhold

Hoved menu:

Dagbog

1. januar 2020
Nytårsaften blev en stille en af slagsen, og selvom det var sidste aften med alkohol, så var jeg mentalt allerede klar til det nye år. Jeg drak den sidste champagne inden jeg gik i seng. Ellers skulle den jo være hældt ud i vasken, når jeg stod op... En tur på vægten viser 97,4 kg. Der er plads til et betragteligt vægttab. 

2. januar 2020
En halsbetændelse er under opsejling. Jeg er på apoteket efter Zyx sugetabletter, og tænker samtidig på, at det var godt jeg fik skrevet en undtagelse ind i kontrakten. Men ingen trang til rødvin eller G&T. 

3. januar 2020
Jeg skal have gæster i morgen, og min hals er absolut ikke blevet bedre. Er både i Rema 1000 og Føtex. Begge steder kan man få alkohol fri øl og vin i flere varianter. Men jeg er også i Holte Vinlager efter en Spritz og en flaske rødvin. Dem vil jeg skrive om i testsektionen.

4. januar 2020
Gæster til oksemørbrad med tilbehør. Jeg serverer en dejlig Milianti Aglianico Benevantano for gæsterne, og en Faber Cabernet Sauvignon Alcohol Free til mig selv. Jeg er lidt misundelig, da mine smagsløg tydeligt kan huske, hvordan Miliantien smager; jeg fik den til andestegen juleaften. Min hals er på ingen måde blevet bedre.

5. januar 2020
Jeg vågner med en hals som sandpapir. Min kat Sunshine ligger ved siden af, og da jeg siger godmorgen til ham, kigger han på mig med et vildt blik i øjnene, og stikker derefter ind i stuen; min stemme er helt gal! Jeg er desværre nødt til at tage undtagelse nr. 4 i brug. Jeg troede jeg havde en flaske Blå Gajol stående i skabet. Det har jeg ikke. Heldigvis er den på tilbud i Superbrugsen, så afsted til Hørsholm Midtpunkt, og 90 kr. fattigere kører jeg hjem igen. Det kan godt være, at et shot Gajol ikke helbreder, men det både smører og løsner i halsen. Godt jeg lavede den undtagelse. Jeg drikker resten af rødvinen til min aftensmad. (den alkoholfrie) Den smager lidt bedre i dag.

6. januar 2020
Min hals føles meget bedre, og stemmen er også på vej til normalen igen. Jeg er sikker på, at den Blå Gajol har haft en virkning. Men nu ryger den ned i skabet, og kommer forhåbentlig ikke frem igen før 2021. Danskvand og cola er nu også meget godt.

11. januar 2020
Der er ingen grund til at skrive, hvis der ikke er noget at skrive om. Forkølelsen har det stadig godt, men halsen er blevet klart bedre. Vægten her til morgen viste 96,5 kg, altså for nedadgående, men det er for tidligt til at se, om det er en tilfældighed eller en generel tendens. Mandag skal jeg starte på arbejde igen, og så kommer jeg ind i den daglige rutine igen. Jeg har ikke savnet et glas rødvin til maden, heller ikke hos mine forældre. Men et glas portvin til desserten havde nu ikke været så ringe. Heldigvis kan jeg så trøste mig med en gin & tonic. Se mere i menuen test, hvor jeg nu har lagt den første test op. Jeg er ikke helt tilfreds med udseendet af denne hjemmeside, så når jeg har fået styr på skabelonen mv, skifter det hele udseende, men ikke indhold - tror jeg. Med mindre der sker noget vildt, er næste opdatering lørdag den 18. januar 2020.

PS: Rødvinen jeg omtaler den 4. januar 2020 - den rigtige rødvin - er på tilbud til 60 kr. hos Skjold Burne. Det er halv pris. Jeg kan klart anbefale den.

18. januar 2020
Første uge med arbejde i det nye år er overstået. Stemmen/halsen er noget belastet, men den store forkølelse med stoppet og løbende næse undgår jeg vist. Vægten her til morgen viste 96,6 kg. Altså en lille stigning. Jeg har fået et par mere eller mindre platte kommentarer fra kolleger, som synes det er noget pjat, jeg har gang i. Men også et par tilkendegivelser, der viser, at der faktisk er nogen, der har læst hvad jeg skriver. Jeg har været i REMA1000, og købte lidt rester fra nytåret. En flaske mousserende, en flaske rødvin og en flaske hvidvin. Dem kommer jeg til at skrive om i test sektionen. Næste opdatering er om en uge.

26. januar 2020
Vægten er tilbage på 96,5 kg. Ellers er der ikke de store forandringer. Der er snart gået en måned, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har kigget hen på min vinreol et par gange, men jeg har holdt stand. Forkølelsen er heldigvis ved at være på retur. En kollega havde meget svært ved at holde masken forleden, da hun skulle fortælle om en læge, der i Go'morgen Danmark havde fortalt, at alkohol overhovedet ikke helbreder ved forkølelse. Hallo! Go'Morgen Danmark er der da ingen, der tager seriøst. Blå Gajol helbreder ikke, men det løsner og lindrer en øm hals. Og sådan er det! Testen i denne uge er rødvinen fra REMA1000, og den overrasker. Næste opdatering om en uges tid.

1. februar 2020
Så blev det februar, og hvid januar er slut. Jeg fortsætter. Da vi jo ikke kan undvære væske, har jeg søgt lidt på nettet, på de sider, hvor jeg tidligere har købt vin og spiritus, samt i de lokale butikker. Jeg var i MENY i Rungsted i går, og gik og ledte efter alkoholfri rødvin. Jeg kiggede på alle hylderne, men det var først da jeg kiggede op i luften, at jeg så det store skilt "Alkoholfri" over en ø, at jeg fandt flaskerne. Rødvin og hvidvin fra Australien, rødvin, hvidvin og rosé fra Tyskland. Og til min store overraskelse også rødvin, hvidvin og rosé fra Frankrig! Når jeg tænker på, hvilke reaktioner der kom fra franskmændene, da de hørte om hvid januar; "det er enden på menneskeheden". Det var det så nok ikke helt alligevel. Og nu når jeg er ved MENY: De har tilbud i denne uge på øl fra Skovlyst. 10 kr./flasken, inkl. den nye alkoholfrie IPA. Den kommer jeg til at skrive mere om i en test, men jeg kan allerede nu sige, at jeg skal have nogle flere, mens tilbuddet er gældende. Testen i denne uge er hvidvinen fra REMA1000. Og så er jeg igennem deres udvalg af vin. Næste opdatering om en uge. Har jeg glemt noget? Nå ja, vægten viste 96,3 kg. Den går langsomt ned. 

8. februar 2020
En efterhånden sjælden gæst er kommet på besøg; solen skinner, det er dejligt lyst og man kan se alle spindelvævene meget tydeligt. I den forløbne uge fik jeg en lille pose af en kollega. Indholdet var 2 dåser Carlsberg Nordic, som hun syntes jeg skulle prøve. Dem kommer jeg til at skrive mere om på et senere tidspunkt. Jeg er gået i gang med en ny version af denne side, med samme indhold, men en anden opbygning, som bliver mere brugervenlig. I morgen skal jeg til mine forældre, hvor den kommer til at stå på min mors hjemmelavede gule ærter, med kogt røget flæsk, medister og enten gode ben eller grisehaler. Og så er der selvfølgelig øl og bræ..., og så er der selvfølgelig øl til. Der kommer jeg nok til at savne det lille glas med kold snaps. Men ellers har jeg ikke savnet alkohol. Jeg får til gengæld smagt på en del drikkevarer, jeg ikke ville have smagt, hvis det ikke var for min kontrakt. Apropos smage, ugens test er selvfølgelig den tidligere nævnte IPA fra Skovlyst. 

22. februar 2020
Hovsa, hvor blev opdateringen den 15. februar 2020 af? Den fik jeg ikke lavet, da jeg var optaget af et ubehageligt besøg af en modbydelig "ven" fra Roskilde. Så mit indtag bestod af A38 for mad og stabilisering af maven, cola og vand for væskeindtagelse, og chips for saltbalancen. Men nu er jeg ovenpå igen. Og for lige at følge op på forrige søndag. Mine forældre havde købt Skovlyst Ellebryg 0,5 til mig, og tilbød også at jeg kunne få en snaps. Den takkede jeg dog nej tak til. Og det var ikke så svært, som jeg havde regnet med. Jeg har nået et punkt, hvor den ene dag tager den anden, og jeg mangler ikke noget. Dog ville det være rart, hvis nogle af de tilbud jeg får på mail også var med alkoholfri vin. Det kan være, at jeg skal prøve at spørge efter det. En kollega har spurgt mig, om ikke jeg kan ændre rækkefølgen på hjemmesiden, så den nyeste tekst ligger øverst. Jo, det har jeg på tegnebrættet, men ikke på denne version af siden. Testen bliver af to produkter; et som jeg er sikker på, alle vil være enig med mig i, og så en nedsabling. Næste opdatering bliver den 29. februar 2020 (det er skudår, husker I nok).

29. februar 2020
Så gik den ikke længere. Danmark blev ramt af coronavirusen, og feberen har bredt sig som ringe i vandet. Feberen er i dette tilfælde massehysteriet. Jeg var ude at handle i går, og ikke så langt fra mig fik en kvinde et hosteanfald. I løbet af et øjeblik var der helt tomt for mennesker omkring hende. Det viste sig, at hun havde fået en lakridspastil i den gale hals. Slap nu af, for fanden da! Jeg var på vægten til morgen for første gang i 14 dage. 95,3 kg. Det går den rigtige vej. Spændende at se, om effekten sætter ind nu. Det kan selvfølgelig også være en effekt af gæsten fra Roskilde i sidste uge. Igen i denne uge har MENY tilbud på Skovlyst til 10 kr. flasken. Og så har Kvickly Allerød fået fyldt op på hylden med alkoholfrie øl. Der er nok ca. 50 forskellige at vælge mellem. Og til dem, der skal have procenter, så har de flere hundrede forskellige øl fra hele verden, så der er nok at gå til. Jeg har nu holdt den i 2 måneder, og har det fint med det. Ugens test er en Whissin fra Holte Vinlager. Næste opdatering er i marts. 

14. marts 2020
Hvor skal jeg begynde? Jeg fik ikke skrevet noget i sidste uge, da jeg var ualmindeligt træt. Corona har taget magten i Danmark og resten af verden. Men at det skulle gå så stærkt, var ikke til at vide, da jeg skrev opslaget den 29. feb. 2020. Antallet af smittede i Danmark steg voldsomt fra søndag til onsdag. Og onsdag valgte regeringen og folketinget at lukke Danmark ned, sende folk hjem fra arbejde i foreløbigt 14 dage. Og de største røvhuller hamstrede alt toiletpapiret i ren egoistisk panik onsdag aften. Torsdag blev jobcentrene lukket, og langt de fleste ansatte i a-kasserne sendt på hjemmearbejde fra fredag, hvor dørene også blev låst for fremmødte medlemmer. Kommunikation er nu pr. telefon eller skriftligt. I sådan en situation er digitaliseringen af vores samfund nok ikke så ringe en idé; tænk hvis vi ikke havde haft e-mail eller internet. I dag lukkede grænserne for persontransport, så nu er det også slut med billige øl og Pepsi Twist. 
For 25 år siden valgte jeg at gå a-kasse vejen. Det har ikke været noget dårligt valg. I de her tider, hvor rigtigt mange andre bliver ramt, får de ansatte i landets a-kasser travlt som aldrig nogen sinde før. Så skal du have fat i din a-kasse, skal du væbne dig med lidt tålmodighed. Vi knokler på, men der er grænser for, hvor meget vi kan nå på en arbejdsdag. Jeg talte med min vinmand i Holte Vinlager Hørsholm i dag, og jeg vil gerne viderebringe hans opfordring: Når nu folk ikke går ud at spise på restauranterne, så køb et godt stykke kød/fisk, og kom forbi din vinhandler og køb et par gode flasker vin til maden i stedet for. Selv købte jeg en flaske rom, en flaske gin og en flaske rød vermouth. Dem vil jeg anmelde i testsektionen på et senere tidspunkt. I dag vil jeg anmelde en rødvin og en hvidvin fra Australien, købt i MENY Rungsted. De kan også fås andre steder. Om Corona vil, er næste indlæg om en uges tid.

29. marts 2020
Så er der snart gået 3 måneder, og 1/4 af året er gennemført. Jeg er ikke faldet i, men jeg skal da gerne indrømme at det har været fristende at tage en gin & tonic med procenter i disse corona-tider. Jeg har nu arbejdet hjemmefra i 2 uger, og desværre har vi rigeligt at lave. Heldigvis er der også arbejdsgivere, der gør brug af folketingets ordninger, og har sendt medarbejderne hjem med løn, så de ikke skal søge om dagpenge. I Min A-kasse, hvor jeg er ansat, har vi haft over 150 % flere ledige i marts end vi plejer. Det er rigtigt mange, og derfor er der også arbejdet i weekenden. Af samme grund ingen opdatering i sidste weekend. En ting, der er lidt irriterende, er alle de mange gode tilbud på vine, der er i øjeblikket, som jeg ikke kan gøre brug af. Supervin i Hjørring har kørt med en ordning, hvor brugerne kunne komme med ønske om, hvilke vine, man gerne ville have tilbud på. Jeg skrev derfor til dem, og spurgte om ikke de kunne lave et tilbud på en smagekasse med alkoholfri vine. Svaret var, at jeg kunne blande mine egne kasser med f.eks. 1 af hver, og så få dem til samme pris, som ved køb i hele kasser. Og det gjorde jeg så. Derfor har jeg et godt udvalg, som løbende vil blive lagt op på test siden. Både godt, knap så godt og skidt. Nu skal jeg lige have overstået en arbejdsuge mere, og så står den på ferie til efter påsken. Det er tiltrængt...

27. april 2020
Hovsa, så gik der lige 4 uger. 4 uger, hvor der ikke er sket det store, bortset fra at jeg fyldte et år mere. Og dog. I sidste uge var det rigtigt godt vejr, og jeg var nok i min hidtil største krise. Sol og varme på terrassen kaldte virkeligt på rosé og gin & tonic. Jeg har ikke taget højde for force majeure i min kontrakt, så det kunne jeg ikke bruge som undskyldning. Og mine 3 afvigelser var beregnet til enkeltstående dage, ikke hele uger eller måneder. Så jeg holdt ud, og har endnu ikke overtrådt min kontrakt. Og det ser ikke ud til at være rigtigt rosévejr igen foreløbigt. Der er ikke noget i testdelen denne gang, da jeg ikke har smagt på noget nyt. Men det skal jeg nok lave om på snart. Og i mellemtiden krydser jeg fingre for, at corona-tallet i Danmark ikke stiger, selvom der tydeligtvis ikke er grænser for, hvor tåbeligt danskerne kan opføre sig. Der er ingen medlidenhed herfra med dem, der har fået en bøde 2.500 kr. for at tro, at politiets opholdsforbud på Islands Brygge ikke var gældende for dem. Curlinggenerationen forstår virkeligt at markere sig...

2. maj 2020
Så går jeg ind i min 5. måned. Det gode vejr er stadig ikke kommet tilbage, og det samme kan siges om min krise. Den er overstået for denne gang. Krise kan man tilgengæld tale om, da jeg skulle teste en sparkling Chardonnay. Føj for den lede. Der må ganske enkelt være gået noget galt med den flaske. Det blev heldigvis reddet af den bedste alkoholfrie vin, jeg har smagt hidtil. Se mere i testsektionen. Coronaen har stadig et fast greb i Danmark og resten af verden, men grebet er ved at blive løsnet. Jeg skal nok undlade at komme med flere spydige bemærkninger om det. Jeg kan dog ikke lade være med at bemærke, at hvis man tager partibogstaverne fra opositionen i blå blok, og sætter dem sammen på den rigtige måde, får man COVID, og de tabte valget i '19. Vi skulle have set det komme...

9. maj 2020
Det er næsten helt sommerligt. Og i modsætning til slutningen af april har jeg ikke været i krise. Det kan skyldes roséen fra sidste uge, eller at jeg har fået nye forsyninger, herunder en Spritzer, der ikke lader Aperol noget efter. Den er færdigblandet, og så er det bare nogle isterninger og en skive appelsin, og så ud på terrassen. Mere om det i testen. I sidste uge skrev jeg også om en sparkling Chardonnay. Forhandleren er overbevist om, at der har været en fejl på den flaske, og har i forbindelse med et nyt indkøb sendt mig en ny flaske. Men den er først kommet her til aften, så jeg har ikke smagt på den endnu. I leverancen var også en anden Aperol lignende mixer, og den er ikke færdigblandet, men den dufter fuldstændigt som originalen, og som jeg husker Aperol, smager den næsten lige sådan. Næste uge er en fuld arbejdsuge - hjemmefra, og derefter en uges ferie i forbindelse med Kr. Himmelfartsdagene. Der vil der helt sikkert komme flere opslag i test sektionen. 

 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu