Test - 2020 uden alkohol

Gå til indhold

Hoved menu:

Test

Det er lørdag, og det er tid til den første test. Denne gang en gin

Holte Vinlager har en stribe alkoholfrie gins, som jeg har prøvet i løbet af efteråret, så jeg er ikke helt en novice på området.

Ginsin bliver produceret i Spanien, af et firma, der har specialiseret sig i alkoholfrie drikkevarer, og jeg har prøvet deres 3 forskellige gins. De laver også rumsin og whissin; I har sikkert gættet, hvad det er. Men dem har jeg ikke prøvet endnu.

Ginnen denne gang er en gin med jordbær. Den både dufter og smager umiskendeligt af jordbær, og middelbart lyder det jo som noget, der er frygteligt sødt. Det er det ikke. Drikker man den rent, så har den en let bitter eftersmag, som ikke er ubehagelig. Men blandet med en god tonic har man en dejlig frugtig drink, som også er god som tørstslukker. Og man kan drikke den med god samvittighed, da den er alkoholfri.
 
 
Dagens test er i det festlige hjørne. REMA1000 havde op til nytår en side i deres reklameavis, hvor den venstre del var alkoholfrit og den højre del med alkohol. I venstre side var Freixenet, som nok mest er kendt for deres sorte, matslebne flasker med Cava. Men de laver også alkoholfrie vine. Denne flaske er en alkoholfri mousserende hvidvin. Jeg fristes til at kalde den Cava, men det må man nok ikke, så det lader jeg være med. Den er med rigtig korkprop, spændt fast med ståltråd, da der er tryk i flasken. Når den er åbnet, får man duften af noget sødt. Søde modne grønne druer. Derfor blev jeg overrasket over smagen, som er halvtør, med smag af citrus/lime, og med en tør eftersmag. Man er ikke tvivl om, at det er et glas vin, man har drukket. Boblerne er ganske fine, og afviger ikke fra den Champagne, jeg fik til maden nytårsaften. Den er velegnet som ledsager til mad, hvor man normalt ville servere en Cava, Champagne eller lignende. Hvis jeg ser den i butikken igen, køber jeg den helt sikkert, også selvom den er dyrere end de 35 kr. jeg gav for den. I kan læse mere om den her. (åbner i et nyt vindue)
 
 
Denne uges test er en rødvin, Freixenet Legero, købt i REMA1000 for 35 kr. Og den overraskede mig faktisk - positivt. Den har en tydelig smag af druer, men er ikke en ren druejuice. Det er tydeligt, at producenten har gjort noget for at sikre fornemmelsen af at drikke et glas vin. Den er lavet på en blanding af forskellige druer, med 40 % Tempranillo som grundbase. REMA1000 beskriver det faktisk godt på deres hjemmeside, og så må jeg jo gå ud fra, at vinen er en fast del af deres sortiment. Jeg kommer nok til at købe lidt til reolen. Når vinen er alkoholfri, kunne jeg jo sagtens sidde og bælle en hel flaske, men i modsætning til en druejuice, så mætter vinen smagsmæssigt, så der er en halv flaske tilbage, som skal opbevares i køleskab og drikkes inden 3 dage efter åbning. Det bliver ikke noget problem.
 
 
Så blev det tid til den første test af en alkoholfri hvidvin. Denne kommer også fra Freixenet, og er igen købt i REMA1000. Det er en  flot klar, meget lys vin med en duft af bær og søde frugter. Til min overraskelse er den let mousserende, og perler fint på tungen. Lige når man får den i munden, virker den sød, men den skifter hurtigt over til noget syre, og ender med at være en halvtør vin med en dejlig frisk smag. Man er ikke tvivl om, at det er vin, man har i munden, så det er ikke for børn. Eftersmagen er meget behagelig, hverken sur eller sukret. Jeg kan helt klart anbefale den. I kan læse mere om den her. Prisen er 35 kr. for en flaske, så hvis man ikke synes om den, er det ikke mange penge, man har spenderet.
 
 
Efter at have afprøvet dele af vinens verden er det nu blevet tid til at smage lidt på humle. På Facebook har jeg set flere opslag fra Bryggeriet Skovlyst, hvor de reklamerede med en ny alkoholfri India Pale Ale, eller IPA. Og da MENY lige har haft den på tilbud til 10 kr. flasken ville det være dumt ikke at købe lidt ind. Den danner et fint skum i glasset. Masser af frugt og humle i duften. Smagen er frisk, med tydelig smag af humle, og en eftersmag af lidt karamel fra malten. Man savner overhovedet ikke alkoholen i denne øl. Den er perfekt til frokost, og er helt sikkert også en velsmagende kølig mundfuld på terrassen på en varm sommerdag. Skovlyst kan godt være stolte af deres produkt. Den kan klart anbefales, og jeg har da også købt en håndfuld mere, mens tilbuddet hos MENY var gældende. 
 
 
Vand. I vores del af verden tager vi det som en selvfølge, at vi kan åbne vandhanen og drikke et glas vand uden at blive syge. Og vi har noget af verdens bedste drikkevand til nogle få øre literen. Alligevel bruger vi formuer på kildevand fra udlandet og hjemlige kilder. Vand har den fordel, at det kan drikkes som det er, det kan tilsættes diverse smagsekstrakter, citron- eller limesaft som en effektiv tørstslukker, og kulsyre som en dansk vand. Vi bruger det også til madlavningen, til rengøring mv. Og vi kan jo ikke undvære det - selvom de mængder vi får ned ovenfra i øjeblikket er lige vel rigelige. Alting med måde, tak. Nåh ja, det skal også bruges til kaffe og te, som for nogen er helt uundværligt. Og ikke at forglemme til brygning af øl. Det bedste vand jeg har fået, var da jeg, som værnepligtig en kold vinteraften, var på øvelse, og tog en slurk iskoldt vand fra feltflasken. Det var himmelsk! 
 
 
Carlsberg Nordic Pilsner. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte, men dåsen er da meget pæn. Tilbage 2014 startede Carlsberg et lobbyarbejde for at få godkendt drikkevarer på 0,5 % som værende alkoholfrie. Ikke bare i Danmark, men i hele EU. Jeg ved ikke, hvor mange kroner og euro, det har kostet, men det har nok ikke været billigt. Tænk, hvis deres indsats for produktet så havde været i samme skala. Den ser jo pæn og klar ud i glasset, med et diskret skum og fin kulsyre. Men hvor er den tynd og intetsigende i smagen. På en brændvarm sommerdag, som en hurtig tørstslukker, kan den nok godt bruges, men hverken til frokost eller varm mad slår den igennem. Den dufter godt nok af humle, men den smager som en pilsner, der er fortyndet med vand. Faktisk vil jeg hellere have et glas vand i stedet for. Jeg fik to dåser af en kollega, og jeg kommer ikke selv til at købe den. Jeg er ikke sur, jeg er skuffet. Det' en OMMER!
 
 
Denne uges test er en alkoholfri whiskey fra Holte Vinlager. Den produceres i Spanien af en producent, som har lavet alkoholfrie drikkevarer siden 1970'erne. Det er samme producent, som laver Ginsin, som jeg testede som det første. Whissin, som den hedder, har farve som en rigtig whisky (Skotland) eller whiskey (resten af verden). Men den opfører sig lidt anderledes, da den danner bobler på overfladen, når man skænker den op. Det har jeg aldrig oplevet med en whisky. Det er nok manglen på sprit, der er årsagen til det. Den dufter let af tørv og røg, og smagen er sødere end en whisky, måske lidt hen af en Southern Comfort (SC). Den kan drikkes rent, on the rocks, eller som del af en cocktail. Jeg tror, jeg skal prøve den med en Sprite, som en SC. Den koster 100 kr. flasken, og den kommer til at stå som en fast del af mit barskab. 
 
 
Så er der rødvin! Rawson's Retreat fra Australien. En Cabernet Sauvignon, til 50 kr. flasken. Kan købes i MENY og hos supervin.dk. En flot rødvin, som står mørk og klar i glasset. Den trækker selvfølgelig ikke gardiner. Den har en duft og smag af mørke bær, og i munden er den til den tørre side. I eftersmagen er den knastør, og opfordrer derfor til en mundfuld mere. Det er en vin, der skal nydes til et godt stykke kød. Den passer fint til en Corona-bøf; det er en bøf taget fra fryseren på en hverdag, så man ikke skal ud at købe ind.  
 
 
Hvidvin fra Rawson´s Retreat i Australien. En Semillon Chardonnay, som er til den tørre side. Købes bl.a. i MENY og Supervin.dk. Pris 50 kr. Men jeg har samme problem som med rødvinen. Jeg skal ud at købe en flaske mere, og så huske at skrive indtrykkene ned. Beklager. Men det er ikke den værste fejl at lave, for det er et par gode vine.
 
 
Så er der bobler, søde bobler. En rosé lavet på muscat druen. Laurent Truffer Rosé fra Frankrig. En sødmefuld omgang, både i  duft og smag. Det er de røde bær, der dominerer smagen, især jordbær. Den vil være god til en dessert, en tung chokoladekage med vanilieis f.eks. Den vil helt sikkert også kunne nydes iskold på terrassen til sommer som et glas i (u)tide. Købt hos Supervin i Hjørring. Den koster 70 kr. flasken, eller 50 kr. ved køb af 6 stk. 
 
 
Carl Jung Cuvée Red. Frembragt i Tyskland. Den koster 35 kr. flasken, eller 30 kr. ved køb af 6 flasker. Jeg er glad for, at jeg ikke har købt 6 flasker. Den er ikke hverken 35 eller 30 kr. værd. Det er noget af det mest intetsigende jeg har smagt. Jeg kan ikke komme med en beskrivelse af smagsnoterne, for de er der ikke. Jeg glemte at fotografere den i glasset, så det er et billede af etiketten. Ser du denne etiket, så lad flasken stå. 
 
 
Removed Cabernet Sauvignon er endnu en tysk produceret vin. Lavet som en almindelig rødvin, og derefter er alkoholen fjernet (removed). Den fremstår flot klar i glasset med en dyb rød farve. Og vi er ovre i en smag af mørke druer og lidt vilde brombær. Den efterlader også indtrykket af lidt garvesyre i eftersmagen, som stammer fra fadlagringen. Så den har karakter af at være en vin. Producenten anbefaler, at den drikkes let afkølet, hvilket jeg kun kan bifalde. Den er købt hos Supervin.dk, som har den til 43 kr., eller 30 kr. ved køb af 6 flasker. Det er den i mine øjne helt sikkert værd.
 
 
Anmeldelse afventer reaktion fra sælger, da indholdet af flasken på ingen måde svarede til beskrivelsen på hjemmesiden. Indholdet røg direkte i køkkenvasken. Det må være en fejl.
 
 
Den store spanske producent Torres har sin egen linje med alkoholfrie vine. Natureo hedder den. Der er rødvin, hvidvin og som her rosé. Den er lavet på druerne Syrah og Cabernet Sauvignon, og fremstår klar og smukt laksefarvet. Den dufter ikke voldsomt meget, men jeg fornemmer lidt jordbær og ribs over den. Dermed også lidt syre. Smagen er dejligt frisk, med lidt røde bær og også lidt æble. Syren i den trækker mundvandet frem, og den vil sikkert passe godt til fisk og fjerkræ. En dejlig halvtør rosévin uden alkohol. Skal jeg give den stjerner bliver 5 ud af 6. Det kan ikke gøres meget bedre uden procenter. Prisen er ca. 80 kr. flasken, og den kan købes hos supervin.dk, og jeg har også set den i Kvickly og Superbrugsen. 
 
 
Sommeren nærmer sig, og på solrige dage er der dejligt på terrassen, hvor der er læ for vinden. Og sommer er lig med Aperol Spritz. Eller det er det så ikke, for Aperol indeholder 11% alkohol. Heldigvis findes der et velsmagende alternativ, hvis man er til smagen af Aperol. Night Orient Spritz hedder produktet, og det er en færdigblandet spritz. Alt man behøver er et vinglas (behøver ikke at være så stort som på billedet; det er Sommelier glasset på 75 cl), isterninger og en skive appelsin. Hæld indholdet fra flasken i glasset, rør lidt rundt, og nyd det i solen. Fordelen ved den færdigblandede er, at man får et ens produkt hver gang, hvor en hjemmeblandet Aperol Spritz kan smage forskelligt fra gang til gang, alt efter hvordan man blander den, og hvilken prosecco man bruger. Første gang jeg smagte den, var til min fars 80 års fødselsdag, hvor vi brugte den som velkomstdrink. Jeg var rundt at skænke op både 2 og 3 gange, så den faldt i rigtig god jord. En flaske koster 75 kr. hos Holte Vinlager.
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu